Funky fisk og festligheder

Weekenden inden cykelturen gik turen som nævnt til Baltimore til Joy og CB’s bryllup. Vi kørte derop fredag og brugte eftermiddagen i The Baltimore National Aquarium med at kigge på fisk i massevis. Det var en virkelig farvestrålende oplevelse!

Lørdag stod så på bryllup på ægte Amerikansk vis, ligesom på film 🙂 Det var vældig sjovt at være med til, på mange måder var det meget mere afslappet end et dansk bryllup og så alligevel var det ret formelt. En afgørende forskel var, at der bortset fra en enkelt tale ingen underholdning var, men i stedet musik så man kunne gi’ den gas på dansegulvet. Og så var det en noget kortere omgang end de bryllupper, jeg før har været til. Vielsen startede kl. 11 og vi kørte fra festen omkring kl. 16.30. Kort og godt, sådan! Festen blev holdt i nogle selskabslokaler ved vandet, super smukke omgivelser at være i og gode muligheder for billeder.

Så fine var vi den dag…

Og så fine var Joy og CB…

Efter festen kørte vi til Cory’s moster og onkels hus ved Lake of the Woods i den nordlige del af Virginia. Jeg havde forestillet mig et mindre hus, sådan lidt sommerhus / hytte-agtigt, men nej. Huset var vel mindst ligeså stort som mine forældres hus hjemme i Odense og fuldt udstyret med alt, hvad hjertet kan begære, inkl. 4 soveværelser, 3 badeværelser, 2 stuer, stort køkken, terrasse, udestue, egen bådebro og sågar en lille fiskedam i baghaven. Ja, for man skulle da nødig mangle noget, mens man holder ferie… De er altså skøre, de Amerikanere!

Hele søndag samt mandag formiddag gik med ren afslapning i solen og en masse god mad og hæng-ud-tid med familien. Vi fiskede også lidt og sandelig om jeg ikke fangede en fisk på min krog med ost som madding! Jow jow, så fin, så fin.

Vi brugte også en del tid ude på søen, enten i deres båd eller på jetski – dét var altså skægt! Selv et vandskrækt væsen som mig kan altså godt synes, det er sjovt at køre 60 km/t hen over vandet 🙂

Mandag middag sagde vi pænt farvel og på gensyn til familien og tog på cykeltur, men det har jeg allerede skrevet om. Så nu er bloggen vist igen ved at være opdateret og jeg kan slappe af med god samvittighed 😉

Read Full Post »

Et tiltrængt bad…

… var hvad jeg fik igår aftes, da vi kom tilbage til Richmond efter 5 dages cykel- / camping-tur langs med The C&O Canal i Maryland nord for Virginia. Solen skinner ikke altid i USA, fx regnede det natten til tirsdag samt lidt tirsdag morgen, så efter et par timer på cyklerne, var vi totalt gennemblødte af mudder. Og eftersom overnatning foregik på primitive campingpladser, hvor vandet skulle pumpes op med håndkraft og rigtige toiletter var en by i Rusland, var det tætteste man kunne komme på at blive vasket at skylle sig af i den forurenede flod, vi cyklede ved. Så man skal vist ikke være særligt kvik for at kunne regne ud, at vi ikke ligefrem lugtede af violer, da vi sluttede fredag eftermiddag 🙂 Men det var nu en god tur alligevel, vi fik heldigvis ikke mere regn efter tirsdag og omgivelserne var helt fantastiske! Vi cyklede mellem selve kanalen og Potomac-floden i en masse skov med klipper her og der og alskens sjove dyr og fugle at kigge på undervejs.

Kanalen blev bygget for et par hundrede år siden og den oprindelige plan var, at den skulle forbinde Ohiofloden med Chesapeakebugten, men efter at have gravet i 22 år og brugt langt flere penge end budgettet lød på, blev planerne ændret og kanalen afsluttet ved Cumberland i Maryland istedet. Den er 290 km lang i alt og blev i sin tid brugt til at transportere forskelligt gods på både, som blev trukket af æsler. Efter adskillige oversvømmelser ødelagde mere og mere af kanalen, blev den til sidst ikke brugt mere, men nu fungerer hele arealet som nationalpark og trækstien, som æslerne gik på, var den sti, vi cyklede af. Vi tog dog ikke hele turen, men nøjedes med knap 200 km, hvoraf Cory og jeg sprang over ca. de 50 for at køre den bil og trailer, vi havde med til vores næste campingplads. Men 150 km på cykel var nu også nok til at gøre os godt trætte, så nu er det dejligt at kunne slappe af et par dage!

Lidt billedglimt fra turen:

Så flot var jeg tirsdag ved middagstid 🙂

En slange vi fandt ved en af vores campingpladser…

Cory på cykel – i klipklap-sandaler, den skøre knægt!

Hele gruppen ved vejs ende 🙂 Fra venstre er det Ian, Peter, Beth, Josh J., David R., Cory og mig, David J. og Josh S. Et mix af venner fra campen og Josh J.’s venner fra kirke. Dejlige mennesker!

Read Full Post »

Luray Caverns

På vej til Blacksburg igår tog vi en lille afstikker til Luray Caverns, en stor underjordisk hule med stalakitter og den slags. Vi var med på en rundvisning med den mest fantastiske guide. Et af de mennesker som virkelig går op i, hvad han laver og i at gøre det godt og med en passion, som ikke kan undgå at smitte af. Turen tog en times tid og det var i de mest fantastiske omgivelser. Billeder giver slet ikke den fulde fornemmelse af det, men her er alligevel et enkelt, bare for at give en lille ide om, hvad vi så.

En af de mest imponerende ting ved hele det her hule-kompleks var et stort rum, som blev kaldt Katedralen. Det er flere gange blevet brugt til både bryllupper og andre fester og det er indrettet med et orgel, hvor de forskellige piber er stalakitter eller andre former for drypsten. For en del år siden var der en fyr, som fik lov til at gå rundt og banke forsigtigt på en masse af de her rør-formede tingester og finde ud af, hvordan vibrationerne var i de enkelte og dermed hvilke toner, de frembringer. Hver af de udvalgte blev så forsynet med en lille hammer og en mikrofon, så når man spiller på det orgel, det står i hulen, er det altså de naturlige orgelpiber, der frembringer tonerne. Så afgjort det sejeste orgel, jeg nogensinde har set!

Read Full Post »

Hvem sagde eventyr?!

Dagens udflugtsmål var Barneys Wall, en 50 meter høj klippe ude midt i ingenting, langt oppe i bjergene. Og hvad er den oplagte aktivitet når man står ved toppen af sådan en klippe? Man rappeller selvfølgelig ned!

Her følger en billedserie, som på glimrende vis illustrerer, hvordan det gik for sig:

Først går man baglæns ud over kanten. På dette tidspunkt er begge fødder stadig solidt plantet imod klippevæggen og det føles trygt og godt.

Kort efter når man dertil, hvor man ikke længere kan se enden af det reb, der holder en oppe, og straks er verden lidt mere skræmmende. Men der er stadig fast grund, om ikke under så i det mindste ved siden af fødderne.

Lidt længere nede forsvinder klippen så. Eller altså, den er der jo stadig, man kan bare ikke nå den med sine fødder – det er her, det for alvor begynder at gå op for en, at man hænger i et reb 45 meter over den nærmeste overflade og sådan set holder sig selv oppe… Tricket når man rappeller er nemlig, at det ikke er en ved bunden, som holder en oppe, men man styrer selv rebet og sænker sig ned.

Noget senere (tidsrummet afhænger af hvor langsomt / hurtigt man bevæger sig – jeg tog mig tid til at nyde udsigten (læs: jeg var bange for at miste kontrollen med rebet), Clark her firede sig ned i lyntempo) når man så ned til bunden af klippen, som på ingen måde er bunden af bjerget, men blot et fremspring med nok løst grus til at man kan stå nogenlunde sikkert på det. Efter at have løsnet sig selv fra rebet kan man, hvis man lyster, kigge op og så ser det cirka sådan her ud:

Nævnte jeg at det var super fedt 😀 ?!

Og så er der nok nogen, der spørger sig selv – hvordan tør man gøre den slags? Men helt ærligt, når man først har mødt Clark, er det slet ikke så svært. Fyren er på et “search and rescue team” og er trænet til at redde folk op fra de mest åndsvage situationer – han ved hvad han har gang i! Og når han ydermere møder op i det her outfit (og den her bil!) så har man en klar fornemmelse af at være i gode hænder 🙂

Read Full Post »

Saa blev det billedtid!

Yay, det er endelig lykkedes mig at faa hittet ud af at faa smidt nogle billeder herud igen. Mac’en er gaaet helt i baglaas (lang historie, temmelig frustrerende, men det vil jeg ikke traette jer med nu) saa det har taget et par weekender at komme til at goere noget ved sagen, men nu er jeg klar, saa her kommer lidt blandet godt fra de sidste uger.

Sidste weekend var 5 af os en tur ved Great Falls, som er et helt fantastisk naturomraade paa graensen mellem Virginia og Maryland. Her er det Laurie og mig – og en masse sten og vand!

Vi klatrede ogsaa derude, man skulle naesten vaere et skarn, hvis ikke man gjorde det, naar nu alle klipperne var der og vi havde udstyret med. Af uransaglige aarsager kan jeg ikke faa det her billede til at vende sig korrekt, men med et elegant vrid med nakken kan I faa en fornemmelse af det alligevel. EDITED – nu vender billedet korrekt! Det er mig, der er den som at der klatrer – det var super fedt!

Weekenden inden klatreturen var vi til King’s Fest, en super fantastisk dag med masser af sjov i forlystelsesparken i loebet af dagen og vildt fede koncerter om aftenen. Her er det (oeverst fra venstre) Ian, Crispy, Cory, Tim og foran dem Annette og mig. Fun times 🙂

Skulle det vaere forbigaaet nogens opmaerksomhed, udkom den syvende og sidste Harry Potter bog igaar aftes, og jeg var selvfoelgelig (?!) ude og staa i koe foran en boghandel sammen med en masse skoere udklaedte amerikanere. Saa Cory og jeg fik lige taget et billede sammen med en Death Eater – soedt, ikke?

Paa campen gaar livet sin vante gang. Vi har travlt, men det er stadig super fedt og paa trods af travlheden er der tid til sjov og spas. Sjov og spas kan jo slet ikke undgaaes, naar man arbejder et sted, hvor der render knap 100 boern rundt om en det meste af tiden. De er simpelthen skoenne, de unger – lige til at putte i kufferten og tage med hjem!

Well, jeg maa vist hellere komme videre, planen er at faa laest saa meget som muligt af foernaevnte Harry Potter bog inden weekenden er ovre, og der er omkring 750 sider at gaa i krig med, saa jeg maa vist hellere komme i gang 🙂

Read Full Post »