Og nu er jeg så hjemme igen. Fredag morgen landede vi i Kastrup og efter et par dage i Odense gik turen atter til det nordjyske, hvor hverdagen allerede så småt er begyndt at melde sig. Cory er flyttet ind og startet på arbejde på Soldaterhjemmet og jeg går og prøver at samle op på alle de småting, der hober sig op, når man sådan er væk i 3 måneder. Der er stadig næsten 14 dage til studiestart, men med den to-do-liste jeg har, skal de også nok gå, før jeg får set mig om.

Så med dette indlæg skal der lyde et tak for nu og måske på gensyn herfra. Det har som altid været en fornøjelse at kunne dele indtryk og oplevelser her på bloggen. Og hvem ved, måske vender jeg tilbage til blog-land igen engang. Men det bliver vist ikke lige nu

Men men, vi fik som sædvanligt sluttet af med manér. Fredag aften var den årlige afslutnings-festmiddag for hele staben og lørdag gik turen så for sidste gang i denne omgang til Richmond, hvor de næste dage står på afslapning, pakning og en masse sidste besøg hos venner og familie inden Cory rykker teltpælene op og sætter kursen mod Aalborg sammen med mig. Det bliver nu rart ikke at være så afhængig af Skype

Dagen idag er gået med kirke, picnic ved floden og en ordentligt omgang shop-amok fra undertegnede. Den lave dollarkurs gør det altså vanvittig svært at modstå fristelsen til at gå helt i selvsving, især når man lige har fået løn for hele sommeren – godt nok ikke en formue, men alligevel en pæn slat. Argumentet om at “det er jo halv pris i forhold til derhjemme” ER altså bare rigtig godt…

Lidt billedglimt fra de sidste dage:

Vi havde “cookie-decorating” på programmet med All God’s Children den ene aften. Victoria her vandt i kategorien “mest kreative” med sin Bjergprædiken-cookie – Jesus og skarerne, nu som vingummibamser.

Fra vores picnic i eftermiddags:

Dette kan meget vel være sidste indlæg her på bloggen fra denne side af Atlanten. Vi får se, om der sker noget, som er interessant nok til at skrive igen inden torsdag, ellers kommer der nok et “så er jeg hjemme”-indlæg i løbet af den nærmeste fremtid…

Næste uge er vores sidste uge for i år og vores staff bliver delt i to. Den ene halvdel – inklusiv undertegnede – bliver på Highroad og arbejder for All God’s Children, som er en selvstændig lejr, der kommer og bruger vores faciliteter og har os til at lede en del af deres aktiviteter. Alle deres deltagere er børn, hvis mødre er i fængsel, så det er virkelig en unik gruppe børn at arbejde med. Den anden halvdel pakker en masse grej i nogle biler og kører ind til downtown Washington D.C. og holder lejr for børn, som ikke har mulighed for at komme til os. Begge dele helt fantastiske muligheder for at gøre en forskel for nogle børn, der ellers ikke har så mange positive oplevelser.

I parantes bemærket har jeg fået brev om, at jeg nu er optaget på Aalborg Universitet på Engelsk Sprog og Internationale Studier, så fra 1. september bliver det der, jeg slår mine folder – det glæder jeg mig til!

Og i endnu en parantes bemærket har Cory stadig ikke fået sit visum og jeg er ved at være godt og grundigt gal på det såkaldte Udlændinge-SERVICE… Men vi får se, der er jo stadig 13 dage, til vi flyver østover, så det kan vel nå at komme endnu.

For at starte med det sidste så er vi lige kommet hjem fra en ret udsædvanlig madoplevelse. Cory tog mig med til et japansk steakhouse her til aften og det var virkelig noget helt særligt! Man sidder omkring en stor grill-plade og kokken kommer ud og tilbereder maden foran en med masser af show og ståhej. Det er svært rigtigt at forklare og jeg fik desværre ikke taget nogle billeder, men forestil dig et løg, hvor ringene er stablet til et bjerg, som der så bliver sat ild til, så det ligner en vulkan. Eller at få kastet små stykker stegt kylling og rejer direkte fra grillen ind i munden. Eller en kok der jonglerer med æg mellem sine hænder, skjortelommer og hat. Det var bare nogle af de ting, der var gang i – det var virkelig en sjov aften!

Og ja, vi overlevede den forgangne uge, selvom det et par gange så ud til at være kritisk. Det var vanvittigt travlt, men vi havde en helt vidunderlig flok børn og unge at arbejde med og for, så det var også både sjovt og inspirerende at være sammen med dem. Der var en hel masse af mine tidligere campere denne uge, og det er altid en dejlig oplevelse, når de kommer tilbage og er glade for gensynet, og det er skønt at se dem vokse som mennesker og i deres tro over de år, jeg har kendt dem. Så selvom jeg er totalt kvæstet og ikke rigtig orker udsigten til endnu en meget travl uge med kun lidt færre børn end denne, så var det alligevel en god uge, og forhåbentlig har jeg fået ladet godt nok op til at være 100% klar igen imorgen eftermiddag.

En helt klar bonus ved sidste uge var min support staff makker, Adam. Der var kun os to på support staff (en normal uge vil der være min. 6 personer – det giver en indtryk af, hvor travlt vi havde), så vi knoklede som gale hele ugen, men havde heldigvis også en masse sjov midt i al opvasken og travlheden

Og så har Cory forresten fået en ny tatovering idag. Jeg – og han – synes, den er blevet rigtig flot. Det er et treenighedssymbol med symboler for henholdsvis Gud Fader, Kristus og Helligånden rundt om. Jeg vil også snart have en til!

Cory og Joe på vej ud på deres 3. tur i træk på “The Rebel Yell” – opkaldt efter sydstatssoldaterne kampråb under den Amerikanske borgerkrig:

Den forgangne uge har jeg haft fornøjelsen af at være leder for en gruppe skønne Trailblazers, som er vores 12-14 årige campere. Mine med-ledere, Aaron, Deborah og jeg havde en virkelig dejlig flok, de var søde, velopdragne og super nemme at arbejde med, så det har været en god uge for mit vedkommende. Og i øvrigt slet ikke så travl, som jeg havde fået at vide forinden. Derimod bliver næste uge fuldstændig vanvittig. Der kommer 140 børn, hvilket er dobbelt så mange som denne uge, så vi kommer til at lægge vandret i luften hele ugen for at få enderne til at nå sammen. Jeg er support staff i denne uge, så jeg har bl.a. æren af at skulle vaske op efter de omtrent 180 personer, der vil være til stede ved aftensmåltiderne… Det bliver vist knapt så morsomt som rutchebanerne

Min gruppe fra sidste uge:

Lidt glimt fra ugen der gik…

Yes sir, jeg tror da nok lige, der var pelikaner ved den her strand!

Selvom man ikke kan svømme, kan man jo godt lege i livreddernes fine tårn / stol / ting…

Vi fik krabber til aftensmad den ene dag. En interressant oplevelse!

Sol og sommer og sjov på stranden:

Ferien blev sluttet af med manér igår aftes med 4. juli fejring i Wilmington, den nærmeste by. Der var flot festfyrværkeri over havnen, hvor de har et gammelt krigsskib til at ligge, og vi mødtes med nogle af Cory’s venner fra Tech, som var kommet derned for at holde weekend og nyde solen og stranden. En rigtig god afslutning på en rigtig dejlig ferie!

Imorgen er det slut med det søde driverliv, vi skal tilbage til campen og det bliver en travl uge. Vi har 120 børn denne uge (til sammenligning var der kun 40 i sidste uge…), så der bliver nok at se til. Heldigvis glæder jeg mig til at komme tilbage. Det var godt med ferie, men det bliver også godt at komme i sving igen!

Vi havde en okay første uge. Ikke helt optimal, der er en hel del, der skal strammes lidt op på, før tingene rigtig fungerer, men det var en god start. Vi har rigtig mange nye counselors i år og rigtig mange, der lige er blevet færdige med high school og derfor ikke har prøvet at arbejde på camp før, så der går vist et par uger, før de rigtig har vænnet sig til konceptet – men sådan var det jo også for mig, da jeg kom herover første gang. Det er let at glemme, når alting er så velkendt og det hele virker så uendeligt logisk nu

Nå, men det var egentlig meningen at dette indlæg skulle handle om staff training, for det er jo det, der har optaget min tid de sidste 10-11 dage. Det har været intenst med mange nye mennesker og masser af information og inspiration til en lang og forhåbentlig fantastisk sommer. Det virker til at være en god flok, de har fået samlet i år og jeg glæder mig til at lære dem endnu bedre at kende, selvom jeg allerede synes, vi kender hinanden ret godt. De mange aktiviteter er helt klart med til at få folk til at snakke sammen og åbne op på en super god måde. Fx havde vi den første dag vores ropes course med team building øvelser, som skulle give os nogle redskaber til at arbejde sammen som en enhed – samme type øvelser, som jeg laver med camperne, dog lidt mere avancerede pga. aldersforskellen. Vi sluttede af med det berømte og berygtede element “The Wall”, som er en næsten 4,5 meter høj lodret trævæg, hvor udfordringen for gruppen er at få alle medlemmer over – i hel tilstand, vel at mærke. Der må højest være 3 personer på den lille platform på den øverste del af bagsiden af væggen og de skal alle have begge fødder på platformen. Det tog os omkring en times tid at få alle 23 op og over, hvoraf størstedelen af tiden gik med at finde ud af, hvordan og hvorledes det nu skulle foregå. Det var en ret overvældende opgave, men super fedt at lykkes med den som et team og virkelig se folk tage ansvar og arbejde sammen! Det er den slags, vi har brug for, når tingene begynder at blive pressede hen over sommeren.

Imorgen kommer første ryk-ind af campere, omkring 80 børn her den første uge, så det starter forholdsvis stille og roligt. Det bliver dejligt at komme rigtigt igang og virkelig komme til at gøre det, vi er her for – nemlig at arbejde med børnene, give dem masser af gode oplevelser og fortælle dem om Jesus. Men inden da er det nu stadig rart at få slappet lidt af og hvilet ud og forhåbentlig samlet lidt flere kræfter, før det går løs for alvor.

Og så har det været varmt. Rigtig varmt! Siden lørdag har det været godt og vel 40 grader hver dag, så vi har været rigtig ulækre og svedige allesammen Heldigvis ser det ud til at skulle køle lidt af over de næste par dage og lande lige omkring de 30 grader, hvilket vil være meget mere til at holde ud.

Indtil fredag i næste uge er jeg Internet-løs, så der går lidt inden der igen kommer nyt her på bloggen. Men indtil da kan I jo more jer med et lille bonusbillede af min fine forlovelsesring:

Flot, ikke? Jeg er også vældig glad for den

Det var ellers en meget sjov oplevelse, sådan at være midt i alt det kaos igår. Jeg er hos Sean og Jessie for tiden og Jessie og jeg stod igår eftermiddags og kiggede på himlen og prøvede at finde ud af, hvornår man skulle tage beslutningen om at vække børnene af middagssøvnen og søge tilflugt i kælderen i tilfælde af, at en tornado virkelig skulle komme tæt forbi. Heldigvis blev det ikke så slemt, at vi blev nødt til det, men køleskab og fryser kørte på generator nogle timer, badekarret var fuldt af vand til at skylle toiletter med og vi havde fyldt adskillige dunke med drikkevand. Huset her har nemlig egen brønd, som kører på en elektrisk pumpe – og den virker af gode grunde ikke, når der er strømafbrydelse, så de er vant til at tage alle disse forholdregler, når det begynder at blæse op til en større storm.

Men det er nu ikke hver dag, der er så meget action på Siden jeg kom herud i søndags har det været meget stille og roligt, jeg har arbejdet lidt med nogle af de skolegrupper, som har været her og ellers hjulpet Jessie med at få redet de heste, vi skal bruge på campen til sommer, så de ikke er alt for tossede, når børnene skal til at ride dem. Tingene begynder ligeså stille at falde på plads og det er også godt, for om en uge er vi allerede igang med staff training, og så varer det ikke længe, før børnene begynder at komme væltende!