Giselle er en sort Chevrolet Camero fra 2002. Åben sportsvogn med en 5,7 liters motor og 315 hestekræfter – sjov, sjov, sjov bil og indtil nu Cory’s. Men nu er det desværre slut med hende, hun skal sælges, for ifølge planen skal Cory flytte til Danmark og der kører vi jo på cykel og ikke så meget i sjove biler. Desværre!
Nå, men det var egentlig meningen at dette indlæg skulle handle om staff training, for det er jo det, der har optaget min tid de sidste 10-11 dage. Det har været intenst med mange nye mennesker og masser af information og inspiration til en lang og forhåbentlig fantastisk sommer. Det virker til at være en god flok, de har fået samlet i år og jeg glæder mig til at lære dem endnu bedre at kende, selvom jeg allerede synes, vi kender hinanden ret godt. De mange aktiviteter er helt klart med til at få folk til at snakke sammen og åbne op på en super god måde. Fx havde vi den første dag vores ropes course med team building øvelser, som skulle give os nogle redskaber til at arbejde sammen som en enhed – samme type øvelser, som jeg laver med camperne, dog lidt mere avancerede pga. aldersforskellen. Vi sluttede af med det berømte og berygtede element “The Wall”, som er en næsten 4,5 meter høj lodret trævæg, hvor udfordringen for gruppen er at få alle medlemmer over – i hel tilstand, vel at mærke. Der må højest være 3 personer på den lille platform på den øverste del af bagsiden af væggen og de skal alle have begge fødder på platformen. Det tog os omkring en times tid at få alle 23 op og over, hvoraf størstedelen af tiden gik med at finde ud af, hvordan og hvorledes det nu skulle foregå. Det var en ret overvældende opgave, men super fedt at lykkes med den som et team og virkelig se folk tage ansvar og arbejde sammen! Det er den slags, vi har brug for, når tingene begynder at blive pressede hen over sommeren.
Imorgen kommer første ryk-ind af campere, omkring 80 børn her den første uge, så det starter forholdsvis stille og roligt. Det bliver dejligt at komme rigtigt igang og virkelig komme til at gøre det, vi er her for – nemlig at arbejde med børnene, give dem masser af gode oplevelser og fortælle dem om Jesus. Men inden da er det nu stadig rart at få slappet lidt af og hvilet ud og forhåbentlig samlet lidt flere kræfter, før det går løs for alvor.

