Der er noget trist over sidste
oktober 2, 2007 af Signe

Jeg kan ikke undgå at blive lidt små-melankolsk, når jeg efterhånden gør mange ting for sidste gang. Der er noget trist over hele konceptet i at gøre ting for sidste gang, især når det er ting, man nyder at gøre. Men så vidt jeg har kunnet lure, er der ikke meget andet at gøre end at forsøge at nyde det så længe det varer, så det gør jeg så. Idag tog jeg en lang ridetur på Jessies hest, Hagen (som i parantes bemærket er opkaldt efter Copenhagen, som er et særligt mærke af skrå…) og vi kom vidt omkring på vores eventyr, men campen har jo også over 600 tønder land, så der er masser af plads at boltre sig på. Og der er altså noget specielt eventyrligt og magisk over at ride rundt i skoven, for slet ikke at tale om at det er en fantastisk måde at opleve naturen på.
Om et øjeblik er der aftensmad oppe i spisesalen, vi har efterårets første overnattende skolegruppe inde i denne uge, så der er godt og vel 120 børn + en god flok lærere og forældre at holde styr på de næste par dage. Så af en sidste uge at være skal det nok blive en god og travl en af slagsen ![]()