Hvem sagde eventyr?!

Dagens udflugtsmål var Barneys Wall, en 50 meter høj klippe ude midt i ingenting, langt oppe i bjergene. Og hvad er den oplagte aktivitet når man står ved toppen af sådan en klippe? Man rappeller selvfølgelig ned!

Her følger en billedserie, som på glimrende vis illustrerer, hvordan det gik for sig:

Først går man baglæns ud over kanten. På dette tidspunkt er begge fødder stadig solidt plantet imod klippevæggen og det føles trygt og godt.

Kort efter når man dertil, hvor man ikke længere kan se enden af det reb, der holder en oppe, og straks er verden lidt mere skræmmende. Men der er stadig fast grund, om ikke under så i det mindste ved siden af fødderne.

Lidt længere nede forsvinder klippen så. Eller altså, den er der jo stadig, man kan bare ikke nå den med sine fødder - det er her, det for alvor begynder at gå op for en, at man hænger i et reb 45 meter over den nærmeste overflade og sådan set holder sig selv oppe… Tricket når man rappeller er nemlig, at det ikke er en ved bunden, som holder en oppe, men man styrer selv rebet og sænker sig ned.

Noget senere (tidsrummet afhænger af hvor langsomt / hurtigt man bevæger sig - jeg tog mig tid til at nyde udsigten (læs: jeg var bange for at miste kontrollen med rebet), Clark her firede sig ned i lyntempo) når man så ned til bunden af klippen, som på ingen måde er bunden af bjerget, men blot et fremspring med nok løst grus til at man kan stå nogenlunde sikkert på det. Efter at have løsnet sig selv fra rebet kan man, hvis man lyster, kigge op og så ser det cirka sådan her ud:

Nævnte jeg at det var super fedt ?!

Og så er der nok nogen, der spørger sig selv - hvordan tør man gøre den slags? Men helt ærligt, når man først har mødt Clark, er det slet ikke så svært. Fyren er på et “search and rescue team” og er trænet til at redde folk op fra de mest åndsvage situationer - han ved hvad han har gang i! Og når han ydermere møder op i det her outfit (og den her bil!) så har man en klar fornemmelse af at være i gode hænder