Efter en længere pause er jeg tilbage igen – tada
Som altid har der ikke været så meget tid til andet end at vaske tøj og sove i de sidste par weekender, men fra nu af skulle jeg være i stand til at komme med mere jævnlige opdateringer. Jeg har også fået Mac’en tilbage i topform, så alt i alt er kommunikation pludselig blevet meget lettere.
Summer camp sluttede fredag, vi sendte det sidste hold børn hjem og holdt staff fest om aftenen med pool party, fodbold kamp (amerikanere vs. internationale – vi vandt naturligvis) og god tid til bare at hænge ud. Dejlig aften! Lørdag var det så tid til at sige farvel, og det var heldigvis meget nemmere i år end sidste år, nok delvis fordi jeg tror, der er god sandsynlighed for at jeg kommer tilbage, om ikke til campen så i hvert fald til USA, og delvis fordi jeg kommer til at se en hel del af de andre i løbet af de 2 måneder jeg stadig har herovre.
The grand plan for resten af tiden er pt. som følger: Lige nu er jeg hos Josh, hvor jeg har tænkt mig at hænge ud til onsdag. Derefter skal jeg besøge Tippy (en god veninde fra sidste år) en uges tid, efterfulgt at nogle dage hos Sean og Jessie ude på campen. Omkring den 24. kommer Cory op og henter mig og tager mig med til Blacksburg, hvor jeg skal være i 2 uger og lege med ham og de andre hoveder på Virginia Tech. Dernæst er det igen tilbage til campen og arbejde, fra 10. september er der skolegrupper der kommer enten 1 eller flere dage, og jeg skal lede aktiviteter for dem. Jeg regner med at vende snuden hjemad i omegnen af den 10. oktober, men det er ikke helt fastlagt endnu, jeg har fx ikke booket en flybillet… Hver ting til sin tid, og lige nu er tiden til at spille 500 med Josh, Cory og Josh’s lillebror. O, at have mere end 48 timers fritid i træk