På eventyr i Solskins-staten

Vel ankommet til Florida brugte vi en dag i Disneyworld i Orlando. En af Corys venner fra Tech er i praktik der dette semester (han læser noget ingeniør-halløj), så han skaffede os gratis park-hopper-billetter, så vi kunne besøge så mange af de 4 forskellige parker, vi havde lyst til. Ikke noget dårligt bekendtskab!

Disney var som altid magisk Et af højdepunkterne var fyrværkerishowet “Wishes”, som sluttede dagen af. Et kæmpe show med musik og fyrværkeri hen over Askepots Slot. Et rigtigt “magical moment”.

Nu er vi så i Sarasota, hvor Corys far bor. Han har en rigtig lækker lejlighed, og Cory mener ikke det er noget særligt, men jeg synes omgivelserne er ret eksotiske!

Så ja, alt i alt nyder vi bare livet. Der er dejligt her i Florida! Imorgen skal vi en tur til stranden og se lidt nærmere på den Mexikanske Golf og mærke, hvor varm den egentlig er, inden den bevæger sig mod Danmark.

20 and counting…

I løbet af de sidste 3 dage har jeg besøgt 4 nye stater, hvilket har bragt mit samlede antal op på 20. Der er altså stadig 30, der bare venter på at blive udforsket, men det må vist blive en anden gang. I første omgang må jeg nøjes med North Carolina…

South Carolina…

Georgia…

Og Florida…

Så langt, så godt!

Graduation

Fredag blev Cory officielt færdig med sin mastergrad og havde sammen med ca. 600 andre master-studerende  og omkring 100 phd-studerende på Virginia Tech graduation. Det var en 2 1/2 time lang forestilling med en masse taler, bl.a. var den koreanske ambassadør på besøg og holdt en tale, som jeg ikke rigtig forstod ret meget af, fordi hans accent var temmelig.. interessant! Men det var vældig formelt og traditionsbundet og alt den slags og meget sjovt at være med til. Og selvfølgelig havde de alle sammen det der sjove tøj og de skøre hatte på, som man også ser på film

Luray Caverns

På vej til Blacksburg igår tog vi en lille afstikker til Luray Caverns, en stor underjordisk hule med stalakitter og den slags. Vi var med på en rundvisning med den mest fantastiske guide. Et af de mennesker som virkelig går op i, hvad han laver og i at gøre det godt og med en passion, som ikke kan undgå at smitte af. Turen tog en times tid og det var i de mest fantastiske omgivelser. Billeder giver slet ikke den fulde fornemmelse af det, men her er alligevel et enkelt, bare for at give en lille ide om, hvad vi så.

En af de mest imponerende ting ved hele det her hule-kompleks var et stort rum, som blev kaldt Katedralen. Det er flere gange blevet brugt til både bryllupper og andre fester og det er indrettet med et orgel, hvor de forskellige piber er stalakitter eller andre former for drypsten. For en del år siden var der en fyr, som fik lov til at gå rundt og banke forsigtigt på en masse af de her rør-formede tingester og finde ud af, hvordan vibrationerne var i de enkelte og dermed hvilke toner, de frembringer. Hver af de udvalgte blev så forsynet med en lille hammer og en mikrofon, så når man spiller på det orgel, det står i hulen, er det altså de naturlige orgelpiber, der frembringer tonerne. Så afgjort det sejeste orgel, jeg nogensinde har set!

Dag 1

Så er jeg vel ankommet på den anden side af Atlanten. Turen gik ganske smertefrit bortset fra en flok noget højrøstede svenskere, men til gengæld var der næsten ingen kø ved immigrationskontrollen i lufthavnen, så alt i alt kan jeg vist ikke klage.

Cory hentede mig i lufthavnen og vi har overnattet hos Sean og Jessie ude på campen i nat og senere i dag kører vi til Blacksburg, hvor de næste dage står på en masse graduation gøgl. Cory bliver færdig med sin Master’s Degree på fredag, så der er en form for ceremoni med sorte hatte og kapper og hele pivtøjet - ligesom på film! Jeg skal nok lægge nogle billeder ud fra det, så I kan også kan få fornøjelse af at grine af hvor sjove de ser ud.

Ellers er jeg bare i gang med at komme mig over mit jetlag. Jeg vågnede kl. 5:30 imorges, så det går vist lige et par dage, før jeg er stillet helt om. Men så er det godt, at der kommer til at ske nok til at holde mig vågen i mellemtiden

Ny sæson - nyt design

Jeg skal snart afsted igen

Og derfor kommer bloggen også snart op at køre igen, men inden da trængte den til en lille make-over. Jeg synes selv, det er blevet pænt. Synes du?

Apple butter party - eller: Sommerens sidste eventyr

Den netop forgangne weekend var min sidste i Staterne i denne omgang og den stod i æblernes tegn. Lørdag var der inviteret til “Apple butter making party” hos Sean og Jessie. Apple butter er lidt lissom æblemos, det er æbler der har kogt i lang tid i en kæmpe gryde over et bål og så tilsætter man sukker, kanel og nellikker og får superlækkert stads ud af det. Vi startede fredag eftermiddag med at plukke æblerne til denne event. Det foregik på en rigtig hyggelig farm, hvor de både havde pumpkins (det er jo snart Halloween) og en stor æbleplantage, som vi kunne gå på rov i. Ren idyl, ikke?

Der skulle plukkes 15 bushels æbler, svarende til 30 store papirsposer fulde, men vi var heldigvis en god flok om arbejdet, så det tog kun en halv time og var ganske fornøjeligt. Alle poserne blev læsset på ladet af trucken (rigtige amerikanere kører truck ) sammen med et læs pumpkins til tærter og pynt og så var vi ellers klar!

Lørdag morgen startede vi ved halv otte-tiden med at skrælle æbler og få gang i bålet. Og så kørte vi ellers på indtil klokken 9 om aftenen med apple butter, apple sauce, apple pie filling - apple anything! Som det fremgik af det forrige billede var der en hel del æbler at skrælle, og selvom vi ikke brugte alle 30 poser, var der så absolut arbejde nok. Men det var super sjovt, for vi havde nogle aldeles fantastiske skrælle-dimser (nok den mest fantastiske opfindelse siden hjulet), som både skrællede æblerne, fjernede kernehuset og skar dem i skiver - på en og samme gang! Genialt

Ud over at skrælle æbler skulle der konstant røres i gryden, så det ikke brændte på, så vi kunne sagtens blive holdt i gang, især om formiddagen hvor der ikke var så mange til at deles om omgaverne. Om eftermiddagen var der masser af folk og dermed masser af arbejdskraft, så der var god tid til bare at sidde og nyde solskinnet og det gode selskab. Herunder er det Cory og Tommy, der rører i gryden og mig med det tekniske vidunder af en æbleskræller

Og nu har jeg så atter dansk grund under fødderne. Efter en laaang flyvetur (som absolut ikke blev forkortet af 4 timers forsinkelse i afgangen fra New York igår aftes og dermed et missed connection flight i Frankfurt imorges…) er jeg nu hjemme hos de gamle i Odense. Fra på fredag foregår eventyrene igen i Aalborg og omegn, præcis hvad de kommer til at indeholde ved jeg ikke, men det er jo en del af charmen ved eventyr.

Tak fordi I kiggede med på bloggen, det har været en fornøjelse at have jer med på sidelinjen! Om jeg fortsætter i blogland ved jeg ikke helt, det må vi se til. Men foreløbig er der i hvert fald ikke flere beretninger om Signe på eventyr - tak for nu

Der er noget trist over sidste

Jeg kan ikke undgå at blive lidt små-melankolsk, når jeg efterhånden gør mange ting for sidste gang. Der er noget trist over hele konceptet i at gøre ting for sidste gang, især når det er ting, man nyder at gøre. Men så vidt jeg har kunnet lure, er der ikke meget andet at gøre end at forsøge at nyde det så længe det varer, så det gør jeg så. Idag tog jeg en lang ridetur på Jessies hest, Hagen (som i parantes bemærket er opkaldt efter Copenhagen, som er et særligt mærke af skrå…) og vi kom vidt omkring på vores eventyr, men campen har jo også over 600 tønder land, så der er masser af plads at boltre sig på. Og der er altså noget specielt eventyrligt og magisk over at ride rundt i skoven, for slet ikke at tale om at det er en fantastisk måde at opleve naturen på.

Om et øjeblik er der aftensmad oppe i spisesalen, vi har efterårets første overnattende skolegruppe inde i denne uge, så der er godt og vel 120 børn + en god flok lærere og forældre at holde styr på de næste par dage. Så af en sidste uge at være skal det nok blive en god og travl en af slagsen

Nedtællingen er så småt begyndt

Om 2 uger er jeg i Danmark igen. Det er meget underligt at tænke på… Lige nu har jeg lidt svært ved at forestille mig, hvordan mit liv kommer til at se ud hjemme, det ligger lidt langt væk i bevidstheden. Men mon ikke det kommer nærmere overfladen efterhånden som jeg står midt i det?! Det kan man da håbe…

Men foreløbig er der en vældig virkelig virkelighed lige om ørerne på mig her med masser af sjove børn (som i øvrigt synes det er super eksotisk at jeg er fra Danmark.. Danmark - eksotisk?! Så har man da hørt den også!), dejligt arbejde og smukke omgivelser. Den sidste uges tid har været helt fantastisk, vi har haft det smukkeste septembervejr med ca. 30 grader, flot solskin og dybblå himmel. Så kan man jo sagtens nyde at arbejde udendørs :-D  Jeg kan vist slet ikke huske sidste gang, jeg gik i shorts og t-shirt i slutningen af september og stadig havde det varmt…

Den slags sker vist kun i USA

Jeg var i kirke imorges. Og nej, det er ikke den slags, der kun sker i USA, men under meddelelserne fik jeg en lille aha-oplevelse. Det var i McLean Bible Church, som jeg tidligere har fortalt om, og præsten fortalte, at beboerne i området har klaget over de voldsomme trafikproblemer, der opstår hver søndag i forbindelse med de 5 (!) gudstjenester. Vi oplevede det selv på vej til kirke, hvor vi holdt i kø omkring halvanden kilometer inden indkørslen til parkeringshuset (ja, de har et parkeringshus…) for at komme til den midterste af formiddagsgudstjenesterne. Anyhow, for at gøre noget ved trafikkaoset har de oprettet en “shuttle” svarende til dem, man har i lufthavne og lignende steder, hvor konceptet dybest set er, at folk kan blive hentet ved og bragt til døren i en bus, når de skal i kirke. Og så serveres der selvfølgelig kaffe og donuts - det er vel USA

Er det kun mig, der synes at det er lidt fascinerende at en kirke kan tiltrække så mange mennesker, at det skaber trafikkaos? Og det er ikke fordi kirken ligger inde i et villakvarter, den ligger lige ud til en 4-sporet hovedvej, så der skulle for så vidt være god plads. Men åbenbart er der så mange mennesker, der er opsat på at komme i kirke og søge fællesskab med Gud og andre kristne, at det sprænger rammerne omkring kirken. Jeg synes, det er fedt! Og hvor kunne det være fedt, hvis den slags ikke kun skete i USA, men også hjemme i good old Denmark…